For 6,5 år siden mistede jeg min kære far, min supermand. Han døde i en arbejdsulykke den 18. september 2007. Jeg skrev lidt om det sidste år, da det var præcis seks år siden ulykken.

Jeg savner ham meget. Rigtig meget. Og tænker tit på ham.

Idag kunne han være fyldt 50 år. En dag der burde blive fejret med stor festivitas i gode venner og families lag, men som i stedet bliver en dag med blandede følelser; savnet er ekstra stort, men samtidig vælder alle gode minder frem!
Jeg er desværre ikke hjemme i det nordjyske hos min mor, søster og farfar, men jeg har Jonas og Julius hos mig!

Lige siden min far døde, har jeg flere gange tænkt på alle de ting vi ikke skulle opleve sammen. Særligt at jeg en dag ville blive mor og han morfar. Og at han en dag skulle følge mig op ad kirkegulvet til mit bryllup.

Da jeg blev gravid med Julius tænkte jeg naturligvis ekstra meget på, at han ikke er her! Det gør mig så ked af det, at Jonas ikke har mødt ham, og at han ikke får lov at være en del af det hele! At se min lille familie!

Jeg har ikke brugt ordet ‘far’ i knap syv år, udover når vi har talt om ham.
Nu er ordet pludselig igen blevet en del af min hverdag. Denne gang i en anden sammenhæng. I starten var det lidt underligt, at omtale Jonas som far, men samtidig også meget rart!

Vi har faktisk valgt, at Julius skal hedde Julius Flemming Lisberg Lehmann, fordi min far hed Flemming. Da jeg fortalte det til min farfar, kunne jeg se, at han blev meget rørt, og det betyder naturligvis virkelig meget for mig!

Her er et billede fra den 28. Juli 1987, hvor jeg sidder på hans skød. Total 80’er billede!

Far, jeg savner dig hver dag, og ville ønske, at jeg kunne ønske dig tillykke med de 50 år!

For præcis 6 år siden blev en af de vigtigste personer i mit liv revet bort – min far! Min superman. Min hjælpende hånd. Min trofaste. Min temperamentsfulde. Min respekterede. Min sjove. Min højt elskede far!

Den 18. september 2007 står lysende klar for mig. Jeg glemmer den aldrig og bitte små situationer, står printet i min nethinde og mit sind. Det var den absolut værste dag i mit nu 26-årige liv.

Hvad gør man, når man mister en af sine aller kæreste? Det ved man ikke før man selv står i situationen, og det ønsker jeg ikke for nogen. End ikke min værste fjende!

Jeg brugte meget af min tid sammen med familie og venner. Det hjalp mig meget, at tale om det skete. Alle var så søde og hjælpsomme og var der hele tiden for mig. På en mærkelig måde, finder man pludselig ud af, hvem ens sande veninder er.

Hvordan kunne det ske? Det spørgsmål stillede jeg mig selv igen og igen og igen og igen! Jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg forstår det stadig ikke og jeg vil aldrig komme til at forstå det!
I en længere periode blev jeg ved med at bilde mig selv ind, at han ville komme tilbage. At han bare var væk for en periode og ville komme tilbage til mig, min mor og min søster. Men det gjorde han ikke.

Jeg savner min far hele tiden og tænker tit på ham. Jeg tænker meget, på alle de ting, han ikke nåede at opleve og alle de ting han i min fremtid ikke kommer til at dele med mig. Min kæreste Jonas har aldrig mødt ham og det rører mig dybt. Det er jeg meget ked af. Jeg er sikker på, at de ville nyde hinandens selskab!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at min far ikke får lov til at blive morfar. At han ikke får lov til at følge mig op ad kirkegulvet. At han ikke får lov til at se Trine og jeg blive voksne. Og at jeg ikke får lov til at se ham blive gammel.

Alt blev forandret og mine grundlæggende forestillinger om en kernefamilie gik i stykker.  Livets gang er uforudsigeligt. Det har jeg lært på den hårde måde. Det er så vigtigt, at man nyder tiden man har og sørger for at være sammen med de mennesker man elsker og har det godt sammen med.

Far, jeg savner dig!