Min Supermand

For 6,5 år siden mistede jeg min kære far, min supermand. Han døde i en arbejdsulykke den 18. september 2007. Jeg skrev lidt om det sidste år, da det var præcis seks år siden ulykken.

Jeg savner ham meget. Rigtig meget. Og tænker tit på ham.

Idag kunne han være fyldt 50 år. En dag der burde blive fejret med stor festivitas i gode venner og families lag, men som i stedet bliver en dag med blandede følelser; savnet er ekstra stort, men samtidig vælder alle gode minder frem!
Jeg er desværre ikke hjemme i det nordjyske hos min mor, søster og farfar, men jeg har Jonas og Julius hos mig!

Lige siden min far døde, har jeg flere gange tænkt på alle de ting vi ikke skulle opleve sammen. Særligt at jeg en dag ville blive mor og han morfar. Og at han en dag skulle følge mig op ad kirkegulvet til mit bryllup.

Da jeg blev gravid med Julius tænkte jeg naturligvis ekstra meget på, at han ikke er her! Det gør mig så ked af det, at Jonas ikke har mødt ham, og at han ikke får lov at være en del af det hele! At se min lille familie!

Jeg har ikke brugt ordet ‘far’ i knap syv år, udover når vi har talt om ham.
Nu er ordet pludselig igen blevet en del af min hverdag. Denne gang i en anden sammenhæng. I starten var det lidt underligt, at omtale Jonas som far, men samtidig også meget rart!

Vi har faktisk valgt, at Julius skal hedde Julius Flemming Lisberg Lehmann, fordi min far hed Flemming. Da jeg fortalte det til min farfar, kunne jeg se, at han blev meget rørt, og det betyder naturligvis virkelig meget for mig!

Her er et billede fra den 28. Juli 1987, hvor jeg sidder på hans skød. Total 80’er billede!