Min Supermand

For 6,5 år siden mistede jeg min kære far, min supermand. Han døde i en arbejdsulykke den 18. september 2007. Jeg skrev lidt om det sidste år, da det var præcis seks år siden ulykken.

Jeg savner ham meget. Rigtig meget. Og tænker tit på ham.

Idag kunne han være fyldt 50 år. En dag der burde blive fejret med stor festivitas i gode venner og families lag, men som i stedet bliver en dag med blandede følelser; savnet er ekstra stort, men samtidig vælder alle gode minder frem!
Jeg er desværre ikke hjemme i det nordjyske hos min mor, søster og farfar, men jeg har Jonas og Julius hos mig!

Lige siden min far døde, har jeg flere gange tænkt på alle de ting vi ikke skulle opleve sammen. Særligt at jeg en dag ville blive mor og han morfar. Og at han en dag skulle følge mig op ad kirkegulvet til mit bryllup.

Da jeg blev gravid med Julius tænkte jeg naturligvis ekstra meget på, at han ikke er her! Det gør mig så ked af det, at Jonas ikke har mødt ham, og at han ikke får lov at være en del af det hele! At se min lille familie!

Jeg har ikke brugt ordet ‘far’ i knap syv år, udover når vi har talt om ham.
Nu er ordet pludselig igen blevet en del af min hverdag. Denne gang i en anden sammenhæng. I starten var det lidt underligt, at omtale Jonas som far, men samtidig også meget rart!

Vi har faktisk valgt, at Julius skal hedde Julius Flemming Lisberg Lehmann, fordi min far hed Flemming. Da jeg fortalte det til min farfar, kunne jeg se, at han blev meget rørt, og det betyder naturligvis virkelig meget for mig!

Her er et billede fra den 28. Juli 1987, hvor jeg sidder på hans skød. Total 80’er billede!

 photo 6C2C5870-2C6F-4DBB-B398-9FFC65DBB439_zps4pkuuaf0.jpg

Far, jeg savner dig hver dag, og ville ønske, at jeg kunne ønske dig tillykke med de 50 år!

Maj måneds insta-moments

Jeg er blevet ret stor fan af instagram og følger selv ret mange brugere derinde. Synes det er et skønt sted at følge med i folks daglige øjeblikke og ellers bare få en masse inspiration.
Jeg har tænkt lidt på, at jeg i fremtiden vil lave et lille tilbageblik på måneden der er gået her på bloggen. Det er ret hyggeligt, at mindes de gode oplevelser vi har haft.

Maj måned bød på nogle virkelig rare ting, men har også været en ret hård måned. Jonas skal til eksamen i erhvervsjura i dag (kryds gerne fingre for, at det går godt) og de sidste uger har stået på ret intensiv eksamenslæsning for hans vedkommende. Jeg har tullet rundt herhjemme, passet på min krop og bygget rede, så vi praktisk er klar til Juniors ankomst lige om lige!

Men indimellem har der jo altså også været plads til hygge og gode oplevelser!

 photo 1F8A78E7-2EAB-499F-A73D-A39B7B4B82B5_zpsxlpg4kxq.jpg

I starten af maj, var vi til konfirmation i det nordjyske. Det var også her jeg for sidste gang i denne graviditet havde hæl på skoene (!) og også her, hvor jeg så småt blev ramt af væske i kroppen. Super fedt!
Mine skønne veninder havde arrangeret babyshower-surprise for mig, hvor vi bare råhyggede med brunch, kage en masse og jeg – eller Junior er det jo – fik nogle virkelig gode gaver! Jeg er en heldig een!
Vi var til gallapremiere på den danske Western-film ‘The Salvation’ med Mads Mikkelsen i hovedrollen. Total cowboyderfilm, som jeg normalvist ikke gider at se, men hvem vil ikke gerne se Mads Mikkelsen folde sig ud!? Den var faktisk ret god, hård, men god!
Jeg var en tur på Sticks’n’sushi med tøserne mens Jonas endnu engang læste til eksamen en FREDAG aften! Det var en virkelig dejlig aften og det fik mig faktisk til at savne at komme lidt mere ud. Det bliver godt, når vi om nogle måneder forhåbentligt kan gentage successen. Regner ikke med, at jeg skal være buret inde til amning og lortebleer hele tiden!
Vi sluttede en dejlig måned af med et skønt mini-ophold på Ystad Saltsjöbad, hvor der blev tanket godt og grundigt op på velvære- og kærlighedskontoen. Det kan klart anbefales at besøge dette sted!
Derudover har vi spist tonsvis af koldskål, is og kager og jeg nærmer mig en ret dårlig samvittighed over for Junior. Er bange for, at der kommer en tyk sukkerfyldt baby ud, fordi jeg er gået lidt for meget all-in på de søde sager den sidste tid. Trøster mig dog med, at sukkerindtaget er suppleret med havregryn, rugbrød og aftensmad fra Årstiderne. Så går det nok, ikk?!

 photo AE192D7D-C3D9-4CD2-9EF9-FA4CAA2516BE_zpslikin1xe.jpg

Ovenstående billeder er alle fra den 17. maj, (Jonas’ fødselsdag) hvor vi havde en super hyggelig dag. Jagtsæsonen gik ind den 16. maj, så der sendte jeg Jonas på jagt med ordren om, at han ikke skulle komme hjem før han havde skudt en buk! Det gjorde han heldigvis om aftenen samme dag. Det betød, at vi kunne fejre hans fødselsdag den 17. maj i god ro og orden, uden stress over en manglende nedlagt buk! Helt genialt!
Vi startede dagen med dejlig morgenmad, pandekager en masse og ret mange gaver. Jonas var godt tilfreds med alle gaverne. Han fik en rejsetaske fra Filson, fluebindersæt, skjorte fra Ralph Lauren, ‘far’-krus fra Liebe og penge til nye solbriller. Mon han passer bedre på de nye end de gamle, der forsvandt!?
Den 17. maj er Norges nationaldag og vi mødte en stor flok norske jenter, som gerne ville stå op til foto sammen med fødselaren. De skulle tydeligvis ud og feste!
Om eftermiddagen var vi til bryllup hjemme hos nogle gode venner. De blev viet i deres egen have, hvor der efterfølgende var budt på bryllupskage og champagne. En super hyggelig eftermiddag!
Om aftenen var vi på Sticks’n’Sushi i Hellerup med Jonas’ lillebror og svigerinde, for lige at fejre fødselaren endnu mere.
En virkelig dejlig dag!

Nu står juni måned for døren og vi ved allerede, at den byder på en meget stor oplevelse! Vi skal være forældre, og vi glæder os helt ubeskriveligt meget, til at møde det lille vidunder og lære ham at kende!

Follow on Bloglovin

Chokoladekage med creme- og bærtopping

Det er efterhånden længe siden jeg bagte denne kage. Helt præcist til min fødselsdag i slutningen af marts, men fik den aldrig lagt på bloggen. Og det skal den da, så den er lagret i arkivet.
Det vigtige kagearkiv!

 photo _DSC6425_zps58e14d39.jpg

 photo _DSC6424_zpsdd53cce1.jpg

OPSKRIFT (8-10 pers.)

Bund:
200 g god mørk chokolade
200 g sukker
200 g smør
4 æg (delt i æggehvider og æggeblommer)

Creme:
1 1/2 dl fløde
1 1/2 dl creme fraiche
3 spsk flormelis
Korn fra en stang vanilje

Bær til pynt

Smelt chokolade, sukker og smør over vandbad. Kom det i en skål og lad det køle lidt af. Del æggehvider og æggeblommer. Tilsæt blommerne en ad gangen til chokolademassen. Pisk æggehviderne stive i en skål for sig. Vend derefter æggehviderne forsigtigt i chokolademassen. Smør en springform og drys med sukker. Hæld dejen deri og bag kagen ved 180 grader i 30-40 min. Kagen må gerne være lidt blød indeni. Vær opmærksom på, at kagen falder sammen – det skal den gøre.

Pisk fløden til cremen. Tilsæt creme fraiche, flormelis og vanilje og rør det hele sammen. Smag evt. til med mere sukker.

Pynt kagen med cremen og bær og revet chokolade på toppen. Du kan også pynte med mynteblade eller flormelis.

Velbekomme!

Lykken er…

.. et uhåndgribeligt begreb. En af mine favoritbloggere Cathrine har for nyligt postet dette indlæg, som efterfølgende har givet en del debat på hendes side. Det er ret interessant at følge med i, for lykken er lige præcis IKKE målbar og man kan da aldrig blive for lykkelig! Det er i hvert fald min holdning…

Jeg vil egentlig ikke skrive noget dybere med dette indlæg, men blot dele lidt glimt fra den seneste tid med ting, der gør mig glad og lykkelig.

 photo _DSC6547_zps96b4fc98.jpg
Skøn veninde, der allerede ÆLSKER lille Junior

 photo d081647d-d178-43db-a9e1-1f975a5b4096_zpsd302a217.jpg
Billige kobberfund fra Søstrene Grene, der kan forskønne vindueskarmen

 photo foto-4_zpsfc0ef51d.jpg
Blomster fra søde kollegaer, der bekymrer sig om mig

 photo _DSC6524_zps49011247.jpg
Virkeligheden som kommende familie på 3 kommer pludselig ret tæt på, men hvor gør det mig bare glad helt ind i sjælen, at vaske det lille bitte tøj

 photo _DSC6517_zpsb52daa17.jpg
Lækker frokost – Stenbidderrogn fra den lokale fiskemand på hjemmelavet blinis (opskrift her)

 photo _DSC6497_zps8c49921f.jpg
Mine hænder er stadig oppe, over den lækreste fødselsdagsgave!

Hvad gør jer lykkelige?

Snickerskage

Jeg har da aldrig fået opskriften på denne snickerskage lagt op…
Til min fødselsdag serverede jeg snickerskage med vanilleis til dessert og det var altså et hit! “Hvor mange snickers har du brugt?” INGEN, for der skal slet ikke snickers i en snickerskage – utroligt nok!

 photo 6fc6d6a5-da27-4439-b90d-75ed6c9d77b4_zps37d34717.jpg

 photo 8d32a11e-dfe8-4ee5-90c2-9ecec1b7e735_zps37a26143.jpg

 photo ac74996f-643a-42ba-896a-6fc18adf58b0_zpsfb5339e4.jpg

Opskriften er en kombination af denne kageopskrift og denne karamelopskrift, så for god ordens skyld, kommer her min variation af kagen.

BUND:
200 g blødt smør
4 dl sukker
3 æg
4 dl mel
1,5 tsk bagepulver
3 spsk peanutbutter
250 g peanuts (saltede)

KARAMEL:
100 gram smør
150 gram brun farin
150 gram rørsukker
2 dl fløde

CHOKOLADEGANACHE:
250 g mørk chokolade
0,5 dl piskefløde
25 g smør

Pisk det bløde smør med sukkeret til det er luftigt. Tilsæt æggene et ad gangen, pisk godt imellem hver. Pisk peanutbutteret i. Bland mel og bagepulver og kom det i smørblandingen. Fordel dejen i en mellemstor bradepande (25×35 cm) beklædt med bagepapir og hæld peanuts over. Tryk dem lidt ned i dejen. Bag kagen ved 200 grader i 20-25 minutter. Den skal være præcis gennembagt.
Jeg havde desværre ikke en bradepande i korrekt størrelsesforhold, så min kage blev lidt fladere end den skulle, men den fik blot lidt kortere tid i ovnen og så var det fint.

Mens kagen bager, laves karamellen: Bland ingredienserne sammen i en gryde og lad det småkoge i 8-10 minutter. Prik bunden med en stegegaffel, så der laves huller hvor karamellen kan løbe ned. Hæld karamellen over den varme bund, og lad kagen køle helt af inden chokoladen hældes over.

Ganachen laves over vandbad. Bland chokolade, piskefløde og smør og lad det smelte. Hæld ganachen over den kolde kage, og lad den stivne en times tid. Skær kagen i små firkanter (a la brownies) og server.

Kagen kan med fordel laves dagen før servering. Det bliver den bestemt ikke dårligere af!

Velbekomme!