Min fødselsberetning – Julius’ vej til verden

Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle poste en fødselsberetning eller ej. Jeg har dog valgt at gøre det, fordi jeg gerne selv vil have det skrevet ned sort på hvidt og beholde som et varigt minde..
Og så kan det jo være, at der er nogle ude i cyperspace der står i samme situation..

Julius lå jo som bekendt i såkaldt underkropsstilling – numsen ned i mit bækken og hovedet oppe under min ribben. Det er ikke den mest optimale stilling for en vaginal fødsel.

Vendingsforsøget i uge 36 lykkedes ikke, så der var nu to muligheder; sædefødsel eller kejsersnit. Den beslutning traf Jonas og jeg forholdsvist hurtigt, for ingen af os turde forsøge en sædefødsel. Særligt ikke, fordi lægen på Hvidovre fortalte os, at hvis jeg kom ind med veer og Jordemoderen der modtog os ikke var stærk i sædefødsler, ville det alligevel blive et kejsersnit uden forsøg på at føde vaginalt.

Vi fik derfor en dato for det planlagte kejsersnit: Tirsdag den 10. juni.

Det blev dog ikke den 10. Juni, der blev vores søns fødselsdag, men den 9. Juni.

Søndag den 8. juni kørte vi op til Jonas’ forældre i sommerhuset og var samtidig forbi vores egen sommerhusgrund.
Om aftenen fik Jonas sat hylder op på Julius’ værelse og jeg gik og ordnede lidt praktiske ting, så det bare lige var tasken der skulle pakkes helt endeligt om mandagen.
Når jeg tænker tilbage på den søndag, havde jeg faktisk rigtig mange plukkeveer, men det havde jeg jo døjet en del med i løbet af graviditeten, så tænkte ikke rigtigt videre over det.
Inden Jonas og jeg lagde os til at sove ved halv tolv tiden snakkede vi om, at nu var det jo egentlig bare lang ventetid. Vi var klar til at Julius kunne komme, så nu kunne han bare melde sin ankomst!

Om han havde hørt det, det ved jeg ikke, for halvanden time senere kl 1.05 vågnede vi begge med et sæt! Jeg fik en fornemmelse af, at jeg lækkede en lille smule. Jonas kiggede bare forskrækket og sagde: ‘Hvad sker der?!’ Mig: ‘Det ved jeg ikke, jeg går lige på toilettet’..
Efter jeg havde været på toilettet synes jeg, at jeg lækkede mere og fik en stærk fornemmelse af, at det var vandet, der var ved at gå. Jeg kaldte Jonas nedenunder, lagde mig på sofaen og ringede til fødegangen. De ville gerne se mig herinde og hun beordrede mig til at lægge mig ned og så ville der komme en ambulance for at hente mig.
Ambulancen med de søde Falck-reddere kom 5-10 min senere (har Jonas fortalt – jeg følte, at der gik meeeget længere tid).
Vi var på Hospitalet ved 2-tiden og Jonas ankom før mig i ambulancen (!?).
Vi blev modtaget af en sød jordemoder, der straks lagde nogle målere på min mave, for at tjekke Julius’ hjertelyd. Den var helt fin, så det var dejligt. Hun tjekkede desuden også, om han stadig lå med numsen ned og hvordan han lå i mit bækken. Han lå fortsat med numsen nede og denne godt placeret i mit bækken, så der var ingen risiko for, at navlestrengen kunne falde ned i mit bækken og lukke for hans ilttilførsel. Det var rigtig godt! Hvis alt fortsat gik stille og roligt og jeg ikke begyndte at få veer, skulle vi forvente, at kejsersnittet blev lavet mandag formiddag.

Sådan gik det dog ikke. Jeg kan ikke huske tidspunktet, men kort efter begyndte jeg at få veer. Av for h……! Og det var kun de indledende. Godt jeg slap for de smerter!
Jeg har ingen anelse om, om de var slemme eller ej, men jeg skulle jo ikke rigtigt bruge dem til noget pga kejsersnittet, så jeg ventede egentlig bare på, at de ville gøre klar til operationen om natten, i stedet for at vi skulle vente til næste formiddag!

Vores jordemoder fra vores fødselsforberedelser i løbet af graviditeten var på arbejde den nat og hun stak lige hovedet ind og sagde hej. Jeg ved ikke om hun har haft en finger med i spillet, men en halv times tid senere kom den oprindelige jordemoder ind og fortalte, at jeg ville blive hentet af en portør inden for et kvarters tid og så kørt på operationsstuen. Oh my god – nu kom det tæt på!

På operationsstuen gik alt bare lynhurtigt. Der var så mange mennesker omkring os. Jeg fik drop i begge hænder, en narkoselæge gav mig en spinalbedøvelse (det samme som en epiduralblokade) og alle folk på stuen var i fuldt gang med det de nu skulle. Jeg ved ikke om det var adrenalin eller en form for nervøsitet, for jeg lå bare og rystede på briksen. Jeg kunne slet ikke falde ordentligt til ro. Nu fik jeg jo Junior at se lige om lidt!!

Kort efter, kl 4.16 helt præcis, blev Julius født. Jonas rejste sig op, så han kunne se det, da de trak ham ud af maven på mig. Han skreg med det samme, hvilket fik mig til at være rolig. Det vidste jeg jo, var en form for sundhedstegn, at han selv kunne trække vejret. Vores jordemoder Fie fik Julius i hænderne. Hun gik forbi mig med ham, så jeg lige kunne se ham. Han så så fin ud! Derefter tog hun ham med over på børnebordet, hvor han blev lagt i varme klæder, han blev målt og vejet og hun tjekkede om alt var som det skulle være. Jonas fik lov til at klippe navlestrengen. Efter Julius var tjekket fik Jonas ham i armene og de kom over og satte sig ved siden af mig. Sikke en oplevelse, at vi nu endelig havde vores søn hos os, i god behold!
Jeg ænsede slet ikke hvad der skete på operationsstuen. Jeg kunne kun se på lille lækre Julius. Jonas var pavestolt. Vi var begge pavestolte!

Herefter blev jeg kørt på opvågningen, hvor jeg endelig fik Julius i mine arme. Og jeg slap ham ikke, før maaange timer senere!

Vi havde tre overnatninger på barselsgangen på Hvidovre Hospital og vi havde simpelthen den bedste oplevelse. Alle var super søde og hjælpsomme!