Julius 2 måneder

Ja, så gik der sørme TO måneder. Hvor blev tiden af?! I lørdags blev Julius to måneder gammel.

Selvom tiden er fløjet afsted, synes jeg alligevel, at der er sket sindssygt meget på to måneder. Men i godt selskab går tiden stærkt, ikk?

De sidste to-tre uger har Julius udviklet sig rigtig meget! Han er blevet mere opmærksom på sine omgivelser og virker til at være en meget nysgerrig dreng. Mon han ligner sin mor. Han laver de vildeste store øjne, når han ser noget spændende!
Lige for tiden er det Lamaze-blomsten Tommy (som vi har døbt den) der hitter. Og bladene på træerne er sindssygt spændende. Han er endda begyndt at slå lidt ud med armene, når han ligger under sit aktivitetsstativ. Ja ja, her sker der store ting.
Alting er bare blevet mere interessant og det aller bedste; han er begyndt at smile helt bevidst tilbage til os. Det er nu meget rart, så man ikke føler sig som en komplet idiot, når man står og laver ansigter til ham. Der er bare ikke noget bedre end et smil retur fra ham. Mit hjerte smelter!

At han er så glad og veltilpas om morgenen er virkelig dejligt at se. Især når man tænker på, hvordan aftenerne har været de sidste to-tre uger. Jeg ved simpelthen ikke hvad det er der sker, men ved 19.30-tiden er det som om der er en djævel, der tager fat i ham. Han bliver dybt ulykkelig og de værste aftener vi har haft, har han grædt stort set uafbrudt i 2-3 timer, hvorefter han falder i søvn og sover 6-7 timer. Jo, det er rart at han sover mange timer om natten, men når det er oven på sådan en aften, er det faktisk ikke særligt betryggende!
Man skulle jo tro at mad, en ren ble og en masse kærlighed burde være nok, men det har desværre ikke været tilfældet. Han er bundulykkelig og det er simpelthen så hårdt at være vidne til. Jeg synes efterhånden vi har prøvet ALT! Nogle gange virker det vi prøver og andre gange slet ikke!
Vi har svøbt ham og travet rundt i lejligheden med ham. Vi har sunget sange for ham. Vi har “cyklet” med benene, så der kan komme gang i maven og hver gang, er det noget forskelligt der virker.
Vi har endda været så paniske, at vi har købt en slyngevugge på Den Blå Avis. Alle roserne den til skyerne og lover nærmest, at den kan få ham til at slappe af. Den virker for det meste, men desværre ikke altid. Vi har desuden også været ude at investere i en vikle, så han kan sidde tæt på mig og dermed få noget tryghed. Slyngevuggen og viklen skulle gerne give ham en omsluttende fornemmelse, lidt ligesom at være inde i maven igen.

De sidste par dage har været bedre, så jeg håber det begynder at gå den rigtige vej. Jeg bilder mig ind, at det er maven der driller ham. Nogle gange skriger han ekstra højt i det øjeblik, der bliver listet en fis ud. Det er så synd for ham!

Når han ikke er ked af det, ser han sådan her ud:

Vi har haft besøg af sundhedsplejersken i dag og han vejer nu 5.840 gram og er 58 cm lang. Han vil fremad i livet!

Nøj, hvor jeg elsker det lille menneske over alt på jorden. Han er det bedste der er sket os!