Julius 4 måneder

Så gik der den-onde-lynemig 4 måneder! Wauw! Og sikke en udvikling der er sket de seneste 4 måneder. I starten lå Julius jo bare og sov det meste af tiden og hvis han ikke sov så spiste eller sked han. Haha…

Sådan går dagene ikke længere! Altså jo, han spiser selvfølgelig og laver i bleen, men han er meget mere vågen om dagen! Nu er han ved at blive en rigtig lille dreng. Og ja, jeg ved godt, at der går noget tid før han ikke er på baby-stadie længere, men jeg synes bare han er blevet til et “rigtigt” lille menneske nu. Det har han selvfølgelig også været fra starten af, men nu følger han med i hvad der sker, vi kan “snakke” med ham, få ham til at grine og han er bare meget mere opmærksom på omgivelserne.

Siden sidst er der egentligt ikke sket så meget på hans fysiske udvikling. Han har ikke lige fået knækket koden helt med at vende sig fra ryg til mave, men NÆSTEN! Den må være der lige om lidt, for hele underkroppen kan komme rundt. Det er bare lidt som om, at hovedet og overkroppen ikke rigtigt vil følge med.. Er armen mon for tyk? :-)

Han gider ikke ligge i vores arme længere, så når vi sidder med ham, sidder han med helt rank ryg på vores skød. Han er begyndt at give de bedste krammere, hvor han nærmest suger sig fast til os. Det er SÅ hyggeligt og dejligt!

Sutten kan nu tages ud af munden og tilbage i munden. Af ham selv, vel at mærke. Yay! Det er de små ting der tæller. Det må jo samtidig betyde, at han lige om lidt også selv kan finde sin sut i nattens mulm og mørke, så vi ikke skal hjælpe ham. Det er dog ikke så tit vi skal hjælpe med en sut om natten, så jeg klager bestemt ikke!

Natterytmen er god! Altså jeg ved jo ikke hvad der er normalt, men jeg tror vi er ret heldige med ham! Han kommer i seng mellem 19 og 20 og sover typisk til kl. 4, hvor han lige får lidt at spise og så sover han 2-3 timer mere. Jonas er en skat til at tage ham op, når han vågner om morgenen. Så morgensludrer de i sengen, mens jeg sover videre. Dejligt!

Og han sludrer virkelig meget. Det er helt vildt så meget han bare snakker og snakker og snakker. Det er simpelthen så bedårende at se på, hvordan tungen kører rundt inde i den lille tandløse mund!
Apropros tænder, så er der ingen på vej, men han har ALTID sine fingre i munden og sutter og sutter, og jeg er blevet fortalt, at det kan være tegn på tænder. Er det rigtigt?

I og med, at han har rundet de 4 måneder, er sundhedsplejersken begyndt at tale om grød og mos, da de typisk skal starte med dette i 4-6 måneders alderen. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog at spædbørn fuldammes til og med 6 måneder, så det håber jeg vi kan gøre her hjemme. Det kræver dog, at mælkebaren kan følge med efterspørgslen. Det håber jeg! Det er altså ret vildt, at der pludselig bliver snakket om grød og mos. Han er jo stadig bare vores lille bebs!

Det går rigtig godt og jeg synes, at Julius virker til at være en meget glad og tilfreds baby, så noget må vi jo gøre rigtigt!

Nogle gange får han dog et lille flip, hvor han kan blive så frygtelig ked af det. Det kommer bare ud af den blå luft som om han er blevet ramt af dæmoner. Det er så mærkeligt og synd for ham. Han kan dog heldigvis sagtens trøstes, men jeg synes det er mærkeligt hvorfor det sker!? Jeg håber, at det bare er en del af det tigerspring han er igennem lige nu, der er forklaringen. Det må i hvert fald gerne forsvinde.

Og se så lige, hvor meget han ligner Jonas! Det er jo helt vildt!

 photo IMG_6581_zps047fe183.jpg

 photo IMG_6582_zpsda297c97.jpg

 photo IMG_6585_zps83f9f2e3.jpg

Julius 3 måneder

Det er godt nok et par uger siden Julius fyldte tre måneder, så jeg skylder vist en lille update.

De ‘magiske’ tre måneder er rundet. Og jeg kalder dem de magiske tre måneder, fordi vi hele tiden har fået tudet ørerne fulde om, at når Julius bliver tre måneder, så går hans maveproblemer over. Og det er altså ret svært at forestille sig, når man står midt i orkanens øje!

MEN, det skulle jo vise sig, at de kloge fik ret! Julius’ mave har det meget bedre og vi har slet ikke de samme skrigeture, som vi havde fra han var 6 uger til ca. 11 uger. Det er så skønt og overskuddet hos Jonas og mig er blevet væsentligt bedre!
Nu håber jeg så ikke, at jeg jinxer hele lortet nu, hvor jeg har turdet skrive det ned sort på hvidt!

Vi havde ham hos kiropraktor 4 gange og zoneterapeut en enkelt gang. Om det er det der har givet den positive udvikling, eller om det bare er hans alder og udvikling, det ved jeg ikke! Det vigtigste er, at han er blevet glad..

Og apropros glad, så er han virkelig i det bedste humør den største del af tiden! Det er så skønt, når han ligger og pludrer og smiler over hele femøren, når han ser os! Det er så livsbekræftende, at der ikke skal særligt meget mere end en enkelt smil, til at glæde vores lille guldklump!

Han har fundet ud af, at de hænder, der sidder i forlængelse af hans arme er hans egne! Og han vil allerhelst have begge hænder i munden på samme tid! Det er dog ikke så nemt, hvilket godt kan give hans temperament et lille pust!

Han har endelige knækket koden med at vende sig (læs: vælte) fra mave til ryg, så nu er næste skridt at vende sig fra ryg til mave. Det skal nok komme, når han er klar! Han elsker at ligge og lege med sit legetøj, og det er mor her glad for, så jeg lige kan nå et bad og noget morgenmad om morgenen. Ret vigtig i min bog!

Han har også fundet ud af, at han kan stå på sine ben. Dog med hjælp naturligvis, men for blot et par uger siden var de altså ren gele under ham…

I et par uger havde han fået en fantastisk natterytme! – i seng ved 20-tiden, natmad ved 4.30-tiden og op ved 8-tiden. Ret lækkert og endnu et punkt, der er ret vigtigt i min bog! Nattesøvn er virkelig vigtigt for mig, for at jeg kan hænge sammen og fungere optimalt.. Rytmen har dog ikke rigtigt været der den sidste uges tid, men jeg krydser fingre for, at den vender tilbage! MEN natten efter hans barnedåb sov han fra kl. 20.30 til 7.15!!! Det må han gerne gøre hver nat…

Vi nyder hvert øjeblik med vores lille guldklump og bliver mere og mere forelskede i ham for hver dag der går! <3

 photo _DSC7734_zpsfc4a2431.jpg
Charmetrolden der har sovet maaange timer i træk…

 photo _DSC7789_zps71c329f4.jpg
På besøg hjemme hos mormor og bedstefar…

 photo DSC03140_zpsbdaa1cc6.jpg
Vi øver i at ligge på maven…

 photo _DSC7809_zps0f3921b6.jpg
Sødeste lille Clara ville gerne holde Julius. Det kom der det her fine billede ud af…

Julius 2 måneder

Ja, så gik der sørme TO måneder. Hvor blev tiden af?! I lørdags blev Julius to måneder gammel.

Selvom tiden er fløjet afsted, synes jeg alligevel, at der er sket sindssygt meget på to måneder. Men i godt selskab går tiden stærkt, ikk?

De sidste to-tre uger har Julius udviklet sig rigtig meget! Han er blevet mere opmærksom på sine omgivelser og virker til at være en meget nysgerrig dreng. Mon han ligner sin mor. Han laver de vildeste store øjne, når han ser noget spændende!
Lige for tiden er det Lamaze-blomsten Tommy (som vi har døbt den) der hitter. Og bladene på træerne er sindssygt spændende. Han er endda begyndt at slå lidt ud med armene, når han ligger under sit aktivitetsstativ. Ja ja, her sker der store ting.
Alting er bare blevet mere interessant og det aller bedste; han er begyndt at smile helt bevidst tilbage til os. Det er nu meget rart, så man ikke føler sig som en komplet idiot, når man står og laver ansigter til ham. Der er bare ikke noget bedre end et smil retur fra ham. Mit hjerte smelter!

At han er så glad og veltilpas om morgenen er virkelig dejligt at se. Især når man tænker på, hvordan aftenerne har været de sidste to-tre uger. Jeg ved simpelthen ikke hvad det er der sker, men ved 19.30-tiden er det som om der er en djævel, der tager fat i ham. Han bliver dybt ulykkelig og de værste aftener vi har haft, har han grædt stort set uafbrudt i 2-3 timer, hvorefter han falder i søvn og sover 6-7 timer. Jo, det er rart at han sover mange timer om natten, men når det er oven på sådan en aften, er det faktisk ikke særligt betryggende!
Man skulle jo tro at mad, en ren ble og en masse kærlighed burde være nok, men det har desværre ikke været tilfældet. Han er bundulykkelig og det er simpelthen så hårdt at være vidne til. Jeg synes efterhånden vi har prøvet ALT! Nogle gange virker det vi prøver og andre gange slet ikke!
Vi har svøbt ham og travet rundt i lejligheden med ham. Vi har sunget sange for ham. Vi har “cyklet” med benene, så der kan komme gang i maven og hver gang, er det noget forskelligt der virker.
Vi har endda været så paniske, at vi har købt en slyngevugge på Den Blå Avis. Alle roserne den til skyerne og lover nærmest, at den kan få ham til at slappe af. Den virker for det meste, men desværre ikke altid. Vi har desuden også været ude at investere i en vikle, så han kan sidde tæt på mig og dermed få noget tryghed. Slyngevuggen og viklen skulle gerne give ham en omsluttende fornemmelse, lidt ligesom at være inde i maven igen.

De sidste par dage har været bedre, så jeg håber det begynder at gå den rigtige vej. Jeg bilder mig ind, at det er maven der driller ham. Nogle gange skriger han ekstra højt i det øjeblik, der bliver listet en fis ud. Det er så synd for ham!

Når han ikke er ked af det, ser han sådan her ud:

 photo Untitled-1_zpsdf5c5376.jpg

 photo _DSC7593_zps90588b70.jpg

Vi har haft besøg af sundhedsplejersken i dag og han vejer nu 5.840 gram og er 58 cm lang. Han vil fremad i livet!

Nøj, hvor jeg elsker det lille menneske over alt på jorden. Han er det bedste der er sket os!

Julius 1 måned

Jeg har sagt det før og siger det igen.. Nøj, hvor går tiden bare stærkt!

I går var er det præcis EN MÅNED siden, at vores lille lækre Julius kom til verden og fejede benene fuldstændig væk under os!
Han er bare det bedste, der nogensinde er sket os. Det er fantastisk, at man kan elske så lille et menneske så meget. Særligt når man tænker på, at vi kun har kendt ham i en måned og han kun stille og roligt er ved at bygge sin egen lille personlighed op. Som vi ovenikøbet skal hjælpe ham med. Sikke et ansvar!

Han er en lille temperamentsfuld herre, der godt kan blive ret hidsig. Især hvis jeg er lidt for lang tid om at gøre mælkebaren klar til ham! Det er altså lidt sjovt at se hvor hysterisk han bliver og hvordan han af ren arrigskab ikke kan finde det rette sted hen!

Han er den sidste uges tid blevet mere vågen i løbet af dagen og er begyndt at smile til os. Jeg bilder mig selv ind, at han er begyndt at gengælde vores smil, men er ikke helt sikker på om det stadig bare er reflekser.
De første uger synes jeg al tiden gik med at Julius sov og spiste. Synes det er rart, at han bliver mere og mere vågen, så vi kan dikke-dikke med han.
Det er i grunden utroligt, hvor dum man lyder og ser ud, når man forsøger at kommunikere med et spædbarn. Og sikke dumme spørgsmål: ‘Glæder du dig til far kommer hjem?’ ‘Er du sulten?’ ‘Hvorfor er du ked af det?’ ‘Må mor få et smil?’ og ‘Er du mor og fars lille skat?’ Altså hvad f….. Forventer jeg, et svar retur?! :-)

Apropros flere vågne timer, så vil jeg gerne indrømme, at det er kommet bag på mig, at man rent faktisk godt kan komme igennem dagen med 4-5 timers nattesøvn, masser af kærlighed og kildevand! Jeg har altid haft det bedst, hvis jeg fik mine 8-9 timers søvn om natten, så en af mine største bekymringer ved at blive mor, var den manglende nattesøvn! Jo, det er pisse hårdt at få så lidt nattesøvn, men af en eller anden årsag, står vi begge fortsat oprejst.
Og jeg tror, at vi har været forholdsvist heldige med Julius’ søvnmønster, for han sover med 3-4 timers mellemrum om natten, så han får lige lidt at spise omkring midnat, igen ved 3 tiden og så ved 7 tiden. RUNDT REGNET. Men det er sgu da meget godt?! Natten til i går fik jeg sågar FEM timer i streg. Jeg vågnede selvfølgelig med et sæt og var bange for, at han ikke træk vejret! Det gjorde han heldigvis.

Hvis jeg var bekymret inden jeg blev mor (og det er der flere, der kan skrive under på, at jeg var) så er jeg det 1.000 gange mere nu. De første par uger tjekkede vi konstant om han trak vejret og om han var for kold eller for varm. Han må være så træt af, at blive mærket i nakken! Nu er vi heldigvis blevet lidt mere rolige omkring det, men frygten for at miste ham, kan vel aldrig helt slippes. Det er jo bare en del af kærligheden!

Se lige så sød han er:
 photo _DSC7249_zps2c1f3c4c.jpg