Vi havde arbejdsdag i foreningens gård her i formiddags og med min nuværende krop var det ikke meget arbejde jeg kunne bidrage med – så jeg bagte da lige en kage til de hårdtarbejde folk..
‘Den du ved nok’ er en af mine yndlingskager og den minder mig rigtig meget om min højt elskede farmor, der desværre ikke er her mere. Hun havde den ALTID på lager. Enten i køkkenet, eller så var der lige et stykke i fryseren, hun da lige kunne tø op. Et af MANGE dejlige minder.
OPSKRIFT:
500 g sukker
4 æg
3,5 dl mælk
450 g mel
4 tsk vanille
3 spks kakao
4 tsk bagepulver
500 g smeltet margarine
Sukker og æg piskes godt. Jeg brugte vores røremaskine, da det er så dejlig nemt. Mel, vanille, kakao og bagepulver blandes, og hældes skiftevis med mælken i dejen. Til sidst røres den smeltede, afkølede margarine i. Kagen bages i en smurt bradepande ved 190 grader i ca. 25 min. på nederste rille. Når kagen er afkølet – den behøver ikke blive helt kold – lægges glasuren på hele overfladen.
Glasur:
200 g margarine
7 spks færdiglavet kaffe
2,5 spks kakao
3 tsk vanille
100 g kokosmel eller havregryn – jeg brugte havregryn, da det var det min farmor gjorde, men næste gang vil jeg nok bruge lidt mere havregryn end de 100 g
375 g flormelis
Alle ingredienser varmes i en gryde og påsmøres den afkølede kage.
Og vi skulle da også lige have lidt mere kage her i eftermiddag..
Hvordan tager man lige pæne billeder af en bradepandekage?!
Det er altså ved at være ret så hårdt, at bære rundt på de her ekstra kilo! Og der er da ingen tvivl om, at andre også har en mening om min gravide krop:
“Du skal huske at nyde din graviditet” – “Sikke en fin mave” – “Det må da være lige op over” – “Er du sikker på, at der ikke er TO derinde” – “HOLD da op en stor mave” – “Det er sådan en dejlig tid” og mange mange flere…
Det er sjovt, hvordan det kan være så modstridende med de der kommentarer. Nogle er vildt søde og rare og ønsker pænt tillykke og komplimenterer strutmaven, mens andre får det til at lyde, som om jeg render rundt med fire unger i maven og 50 ekstra kilo! Godt jeg har selektiv hørelse! Haha…
Ja, det er jo også lige oppe over – har termin om 19 dage og jo, maven er efterhånden ret stor, det er bare MÅDEN det bliver sagt på, der godt kan forarge mig nogle gange! Hvad med et tillykke i stedet for: “Hold da op en stor mave!”
Oven på det lille sure opstød, så vil jeg lige slå fast, at det da er dejligt, når folk henvender sig til mig og det er de fleste gange også med søde og rosende ord – heldigvis. En ekspedient sagde en dag til mig, at jeg var meget smuk gravid! Det er da den bedste kommentar jeg længe har fået, når jeg selv føler jeg ligner en strandet hvalros!
Og kroppen er da også begyndt at blive ret besværlig. De eneste sko jeg kan have på, er mine Birkenstocksandaler, fordi jeg ikke skal bukke mig for at tage dem på og fordi det er de eneste sko, jeg kan presse mine væsekfyldte fusselanker ned i. Var inde i byen for at ose lidt i går og nøj hvor er der mange nye pæne sommersandaler, jeg gerne vil hoppe i, men det må af gode grunde vente nogle uger. At rejse sig fra sofaen er pludselig også et projekt der medfører prust og stønnen. Vi kan ikke spise aftensmad ved sofabordet (som vi gjorde lidt for ofte før i tiden) fordi jeg ikke kan holde til at sidde i den lave foroverbøjede stilling. Når jeg skal vende mig på den anden side om natten vågner jeg selv af det. Toiletbesøg om natten er også blevet hverdag og det kan gøre mig så gal, fordi jeg HADER at skulle nedenunder i løbet af natten. Jeg ELSKER min nattesøvn. At komme ud af døren i løbet af dagen skal gerne planlægges, så jeg ikke skal op og ned af alle trapperne (vi bor på 4.) flere gange om dagen.
Det er hårdt at være højgravid, men HOLD NU FAST hvor er der også mange fantastiske sider ved det! Jeg elsker at mærke de skønne spark fra indersiden af maven, som dog på det seneste mere er blevet til en omgang moslen. Han må efterhånden have ret svært ved at være derinde. Jeg tror, jeg kommer til at savne de daglige spark sindssygt meget, når han kommer ud og maven bliver helt tom. Hvor bliver det surrealistisk, at sidde med ham i armene, når han normalvis har ligget inde i maven. Det glæder jeg mig helt tosset meget til at opleve!
Graviditeten er meget livsbekræftende og jeg glæder mig så uendeligt meget til at vi bliver tre og til at vi skal igang med at stifte vores egen lille familie. Dét gør mig virkelig lykkelig, at tænke på!
Jeg glæder mig til at se, hvordan han ser ud. Den ene dag er jeg sikker på, at han bliver en tro kopi af sin far, en lille mini Jonas. Og den næste dag, tror jeg han kommer til at ligne min egen far med lyst hår og blå øjne. Bare fordi Jonas og jeg, begge har leverpostejsfarvet (Stryhns den grove) hår og brune øjne, får Junior det jo nødvendigvis ikke.
Jeg elsker, når Jonas mærker på min mave, når han snakker til Junior og når jeg bare kan se den kæmpe glæde i hans øjne over at vi skal være forældre! Årh hvor er det skønt og sukkersødt!
Men når det så er sagt, så glæder jeg mig virkelig til at få min gamle krop tilbage. Eller den får jeg jo nok egentligt aldrig tilbage – halleluja for slasket maveskind og en barm der skal bruges som mælkebar! Jeg glæder mig til at få en talje og til at jeg kan købe tøj andre steder end i H og Ms MAMA afdeling eller fra Vero Modas Mamalicious linje.
I går var jeg en tur inde i byen for at lede efter en ammetop, som jeg kan tage med på hospitalet. Den var selvfølgelig ikke at finde nogle steder i min størrelse. Synes egentligt godt, at H og M kunne tage at stramme lidt op på deres MAMA afdeling! Men tiden blev selvfølgelig brugt på at snuse lidt rundt i andre butikker.
Mit all time favorite tøjmærke er og bliver By Malene Birger, så jeg var selvfølgelig inde i butikken og snuse. Man kan jo sagtens gå at drømme lidt om fremtidige tøjindkøb og jeg forventer da også, at min talje er tilbage sådan ca. 5 min efter jeg har født, så jeg kan få almindeligt tøj på igen. Hvis min mor kunne hoppe i sine før-graviditet-jeans efter hun havde født mig, så kan jeg også, når jeg har født Junior! Også selvom hun var syv år yngre dengang, end jeg er i dag! BASTA BUM! Håbet længe leve!
By Malene Birger har virkelig sprøjtet den ene lækre kollektion afsted efter den anden de sidste år, så når jeg en dag får mig et uudtømmeligt pengetræ, vil jeg gå amok i butikken!
Et af nedenstående sæt, vil jeg da gerne have på, når vi skal ud og trille vores første tur med Junior i barnevognen:
Det her sindssygt lækre sommervejr indbyder da virkelig til koldskål! I dag skulle det være en hjemmelavet en af slagsens. Tit og ofte bliver det dog bare Arlas koldskål fra køleren, der ryger i indkøbskurven, men ikke i dag.
Og med verdens nemmeste opskrift på den hjemmelavede version, bør den faktisk altid være hjemmelavet!
HVERT år har jeg glemt hvordan den laves, så den skal lige opfriskes med et opkald til min mor. Og i år er bestemt ingen undtagelse – mon ammehjernen nogensinde forsvinder igen!?
OPSKRIFT:
2 æg
1 dl sukker
1 l tykmælk
1 l kernemælk
Vanillesukker
Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Tilsæt kernemælk, tykmælk og vanillesukker og bum, så er verdens nemmeste og luftigste koldskål klar!
I dag fik vi kammerjunkere og blåbær til…
Jordbær er virkelig også lækkert! Nogle gange blander jeg jordbærrene sammen med koldskålen, så den bliver lækker lyserød.
Mandag den 19. juni var vi på Hvidovre Hospital for at tale med en jordemoder og læge omkring min situation i forhold til, at Junior ligger i såkaldt underkropsstilling – numsen nedad.
Vi blev modtaget af den sødeste jordemoder! Jeg hoppede på briksen – eller hoppede og hoppede er måske så meget sagt – for at få et par elektroder på maven, der skulle måle Juniors hjerterytme i minimum 20 min. Det for at se om det er forsvarligt at foretage et vendingsforsøg. Det endte dog med to timer, fordi lægen der skulle se os, var optaget af noget andet. Normalvis hader jeg ventetid, men vi var alene på stuen og havde Juniors dejlige hjertelyd i baggrunden. Så er det jo ok!
Jeg var jo meget i tvivl om, om jeg overhovedet ville forsøge mig med et vendingsforsøg og inden vi kom til hospitalet sagde en stor del af mig ‘nej tak’.
Vi fik derfor lov til at tale med lægen omkring det, om mine bekymringer og hvad der helt præcist skulle ske.
Endnu et virkelig rart menneske kom til! Lægen var meget sød og meget beroligende. Han kunne mærke, at Juniors numse allerede lå godt nede i mit bækken. Ved et vendingsforsøg ville det betyde, at han først skulle skubbe numsen op, for derefter at dreje ham knap 180 grader rundt. Oddsene for at det lykkedes vurderede han kun til 25-30%, så det var ikke ligefrem gode odds!
Jonas og jeg fik lige lidt tid for os selv, hvor vi kunne tale om hvad pokker vi ville. Det endte med, at vi gerne ville forsøge os med vendingsforsøget.
På hjerterytmen kunne de se, at Junior er en stærk lille fyr, så han burde godt kunne klare det. Derudover vil jeg jo allerhelst føde vaginalt og det ville jeg jo ikke få mulighed for, hvis vi ikke gav det en chance!
Endvidere ville vi sikkert fortryde, at vi ikke gav det en chance..
Nu har vi så fået en tid til kejsersnit og i mellemtiden, kan jeg jo bare håbe på, at han finder ud af at vende sig selv. Selvom jeg tror chancen for det, er ret lille. Kom så Junior – turn around!
I går aftes var vi til gallapremiere i Imperial på The Salvation. Der har været ret meget medieomtale af filmen på det seneste, da den blev udtaget til hovedprogrammet under dette års Cannes Filmfestival, der netop er løbet af stablen. Og som mine svigerforældre selvfølgelig var til – for 30. år i træk ca.
På grund af udtagelsen til Cannes Filmfestival er filmens danske premiere rykket frem fra efteråret til i dag.
Vi er tilbage i 1870’erne i hjertet af USA blandt nybyggere og lovløse. Danske Jon er efter den danske krig mod tyskerne emigreret til USA i 1864. Først efter syv år, får Jon endelige sin kone og søn til USA. De bliver dog kort efter deres ankomst udsat for en forfærdelig forbrydelse, som hele historien tager udgangspunkt i.
Vi følger en meget hård hævnakt mellem danske Jon og oberst Delarue. Oberst Delarue terroriserer byen Black Creek og skyr ingen midler for at hævne sin bror, som Jon har gjort fortræd. Jon forvandler sig i løbet af filmen fra at være en fredelig nybygger til en frygtløs kriger for at frelse byen og finde fred.
The Salvation er en dansk western med Mads Mikkelsen i hovedrollen som Jon og en lang række internationale navne i birollerne som bl.a. tæller Eva Green, Jeffrey Dean Morgan, Eric Cantona og – altid lækre – Mikael Persbrandt.
Western film har aldrig sagt mig ret meget, men hvis man er til westerns, så er filmen helt sikkert værd at se. Den er ret spændende, men også ret hård!
På den røde løber foran Imperial
Ja, det er Mads Mikkelsen i baggrunden…
Familien Mikkelsen
De vigtige personer bag og i filmen
Og ja, vi mødte da også lige Basim, som Jonas mente jeg skulle fotograferes sammen med. Og jeg bliver simpelthen nødt til at sige, at han er en utrolig sød og meget høflig fyr!
Det første han sagde var: “Aj, tillykke – hvor langt er du henne”. Meget ydmyg og snakkesalig.
Mig på den røde løber inden turen gik hjem for at se dyner…
